Vi forlod The Punter og gik ned til p-pladsen foran St Johns College.
St Johns College
Her skulle vi mødes med Karls venner, som havde hjulpet med at skaffe adgang til festmiddagen. Lige ved P-pladsen kan man se en ny fløj af det ellers meget gamle college. Der var en portvagt i et glasbur, med masser af overvågningsudstyr så han kunne overvåge hele bygningskomplekset.
Til venstre kunne man se noget af de gamle bygninger. En kampestensmur rejste sig fra en lille sø, så søen mindede mere om en voldgrav.
Vi ventede i få minutter, hvorefter Karls venner dukkede op. Efter en kort snak, satte Karl og co. i rask gang og vi fulgte bare efter. Så snart vi var indenfor, var alt omkring os mindst 500 år gammelt. Først passerede vi en port, dernæst en stor gård, så til højre gennem endnu en port og en gård i romersk stil. Videre ud af en port til venstre og over en lukket bro, der krydser en lille flod, der gennemskærer bygningskomplekset. Endnu en gård og en port blev passeret og derefter var vi i en gård med to markante tårne. Vi havde nået målet, da det var her indgangen til festsalen var.
Under hele turen stødte tiltagende flere unge studerende til fra alle sider. De var iklædt kapper, der flagrede i den kølige aftenluft. De fleste sorte, men også enkelte røde. Der var rent ud sagt noget Harry Potter over det.
Der dannedes en kø foran indgangen. Vi skulle videre ind i endnu en port, hvor festsalen lå til venstre. De unge mennesker talte højt og begejstret om alt muligt rundt om os. Jeg overhørte en snak om "genes" og tænkte, at det måtte være microbiologer, der talte i mørket. Senere gik det op for mig, at snakken havde handlet om et par bukser.
Der var noget magisk ved at stå der i mørket i det imponerende bygningsværk og høre de unge snakke løs, samtidigt med at man kunne betragte lyset der strømmede ud fra store blyindfattede vinduer i murene og opleve en hektisk aktivitet af velklædte tjenere, der tog imod gæsterne inde i porten.
Lidt efter lidt blev vi sluset ind og til sidst stod vi endelig i den enorme sal. Det var et imponerende syn!
En sal bygget i sten med 10-15 meter til loftet. Loftet var et syn for sig selv med store, kraftige, tværliggende bjælker, der angiveligt har ligget der i hundreder af år. På alle vægge hang der store malerier af forskellige personligheder, som på en eller anden vis har haft en relation til St Johns - fra år 1511 og frem.
I selve salen strakte 6 langborde sig. Hver med plads til 60 mennesker. For enden af disse og lidt højere stod et bord på tværs. Det var High Table.
Det er her Master sidder sammen med professorer, og administrativt personale. Master er i øvrigt en vigtig stilling, som bestrides af den øverste på colleget - på et dansk universitet vil det være rektor. Masterstillingen efterfølges ofte af en adling. I
Bordene var dækket flot med bestik til 3 retter, vin og vandglas, tallerkener, samt en serviet pr. kuvert. Der var ingen dug på bordet, så man risikerede kun at spilde på den rå træplade. Det sikkert til stor glæde for dem, som har for vane at vælte vinglasset. (Jeg nævner ingen navne)
Hele arrangementet gjorde det muligt at bespise næsten 400 mennesker. Maden var lavet af collegets michelinkok og blev serveret af et utal af tjenere.
Ideen med Formal Dinner er at lære de studerende etikette. Lige siden universitetets start har man optaget studerende fra alle samfundslag. Formal Dinner er derfor også reelt set undervisning i, hvordan man spiser korrekt. Reglerne er meget stringente, men praktiseres dog forskelligt fra college til college.
Noget der går igen er, at man ikke må sætte sig før Master har sat sig. En anden regel er, at man ikke forlader bordet, før Master har forladt salen - så ingen mulighed for toiletbesøg under spisningen.
Alle gæster var efterhånden kommet ind og havde fundet en plads. Karl fik heldigvis arrangeret, at vi sad samlet, hvilket vi alle var meget glade for.
Pludselig gik en dør op nede ved High Table og ind kom Master efterfulgt af 10-20 betydningsfulde personer. De satte sig ved bordet og resten af salen fulgte trop. Master (den fungerende) holdt derefter en kort bordbøn og så gik bespisningen ellers i gang.
Det vrimlede ind med tjenere, der først serverede en bolle. Andre hældte vin op.
Ikke så længe derefter blev der serveret en forret og mere vin/vand til dem der måtte ønske det. Den sidste ret var kylling med kartofler og igen mere vin og/eller vand. Det var under denne ret, at Karl fik arrangeret fødselsdagssang for mig.
Da hovedretten havde været på bordet et stykke tid, rejste alle gæsterne ved High Table sig og forlod selskabet ud af den samme dør, de var kommet. (Her gætter jeg på, at de nok fortsatte med kaffe og cognac inde ved siden af.)
Vi andre fik serveret kaffe og kage og de mest trængende, kunne endelig få mulighed for at komme ud og få "vandet af".
Nu blev det hele lidt mindre formelt.
Min sidemand hed Henry en begavet og meget fokuseret ung mand. Jeg havde talt kort med hans fader, som sad skråt overfor mig. Det havde været lidt vanskeligt, da Henry selv talte en del og med god volumen. Nu blev det lidt lettere.
Faderen var oprindeligt albaner, men havde nu en forretning i London. Hans forældre var med og de talte ikke et ord engelsk. Dem kunne jeg kun kommunikere med ved hjælp af tegnsprog, smil og grin o.s.v. Det gik over al forventning og vi opnåede på den måde en form for indforståethed.
Karl fik arrangeret, at de 2 familier blev fotograferet oppe ved High Table. Jeg forklarede Henrys far og bedsteforældre det. På den måde scorede jeg en stjerne hos de gamle. Da vi senere tog afsked, kom han hen og trykkede min hånd. Han var en lille mand - men hvilken næve han havde! Jeg vil garantere, at han havde slidt med manuelt arbejde i sit unge liv.
Da vores blikke mødtes, kunne jeg også se, at han havde det nøjagtigt lige som mig - vi havde haft en fantastisk aften. Den gamle bedstemor fik også en krammer, som havde vi kendt hinanden i et helt liv.
Karl brød pludselig ind og sagde, at vi skulle ud på en lille tur. Det var den ene af hans venner, som havde skaffet billetterne, der ville vise os noget. Han var i øvrigt Sikh og gik med en lille turban på hovedet. Vi fulgte igen trop og efter en længere tur gennem bygningerne stod vi i den park som omgiver St Johns College.
Herude kunne vi betragte silhuetten at det enorme bygningskompleks mod en himmel, der var oplyst af byens lys. Et imponerende syn af tårne, mure, tage og oplyste vinduer. Vi var angiveligt de eneste i parken. Vi stod stille i mørket og lod os betage. Jeg lod tankerne flyve og sagde: "imagine when the snow comes".
Karls ven udbrød med det samme "Yes - my thought to!". Han var ellers en ret stille ung mand, men her var der pludselig et tegn på følelsesmæssig involvering. Da vi var mætte af synet, fulgte han os ud til en låge, hvor vi kunne komme ud af den aflåst park. Her tog vi afsked med den venlige unge mand.
Udenfor parken tog vi også afsked med Karl for denne omgang. Næste gang vi ser ham bliver til december hvor 1. trimester er overstået. Så lander han i Danmark igen, hvor han vil arbejde og holde jul sammen med os.
Gustav, Anne og jeg gik ned mod Trinity College gennem endnu en park. Det var mørkt og vi gik på en grusvej.
Ved colleget drejede vi til højre og videre ind af nogle små gyder, hvor hjemløse eksistenser var ved at tilberede aftensmad og tilpasse deres ly for natten. Det stod i stærk kontrast til alt, hvad vi ellers havde set i byen. Der var lidt Jack The Ripper stemning over den del af turen.
Til sidst kom vi dog ind på kendt område igen og snart passerede vi markedspladsen i byens centrum og kort derefter var vi på vores hotel, hvor vi gik til ro.
Næste morgen skulle vi hjem.