Ja, så blev jeg altså 60. Mærkeligt tal, når det pludselig er blevet mit.
Hjemmefra havde vi planlagt at lørdag skulle være den store dag herovre. Så skulle vi ikke det helt store dagen før vores hjemrejse - det var i hvert fald ideen.
Under hele planlægningen havde Karl talt meget om, at vi skulle med til en Formal Dinner.
Formal Dinner er et arrangement, som de enkelte colleges afholder med jævne mellemrum. Disse arrangementer har sin oprindelse i, at mange af de studerende på Cambridge kom og kommer fra fattige kår. De har ikke lært om bordskik og etikette hjemmefra. Så de enkelte colleges søger at klæde deres studerende på, så de kan begå sig.
Der var Formal Dinner på Karls college om fredagen, men der kunne gæster desværre ikke deltage. I stedet var det lykkedes Karl at skaffe adgang for os gennem 2 venner på St Johns college til deres Formal Dinner. Arrangementet blev oven i købet afholdt præcis på min fødselsdag.
Det var endemålet for dagen, men indtil da skulle vi så se lidt mere af byen.
I kirke!
Anne og jeg fik morgenmad på hotellet og derefter gik vi ud i byen. På et tidspunkt passerede vi Holy Trinity Church. Derfra lød der smukke toner af sang og musik. Vi blev så at sige draget og pludselig sad vi to til gudstjeneste i den Anglikansk kirke. Det var ganske specielt.
Musikken vi havde hørt, var virkelig vellyd - så meget at det næsten drev ned af væggenen. På opstillede skærme kunne vi se teksterne - eller nærmere mantraerne rulle. "Praise him!", "He is the Lord" o.s.v.
Vi sad bagest. Foran os stod folk med bøjet nakke og lukkede øjne og hænderne hævet højt mod himmelen, mens ordene flød ud fra højtalerne. Der gik lang tid - måske 15 minutter, før folk satte sig ned igen. Derefter kom der lidt forskellige talere og til sidst en præst, der faktisk havde et par sjove historier at fortælle.
En sur præst
En handlede om, hvordan han havde været en helt anden person onsdagen forinden. Der var han en sur og vredladen mand, noget han håbede, var gået over igen.Grunden til hans dårlige onsdag var, at hans kone havde været ud og køre i deres bil. Da hun kom hjem fortalte hun, at der var en lampe, der lyste på instrumentbrættet.
Præsten kiggede på det. Først kunne han heller ikke tyde, hvad det betød. Men opslag i instruktionsbogen hjalp ham til at forstå, at bilen var punkteret.
Han erkendte straks, at mekanik ikke var hans stærkeste side, så han kørte ned på den nærliggende tank og forsøgte at fylde luft i hjulet. En mand fra tanken forklarede ham, at det ikke nyttede noget, når dækket var punkteret. Han trillede derfor stille hjem igen og på et par timer fik han skiftet hjulet ud med reservehjulet. Derefter kunne han køre bilen den længere afstand ned til værkstedet, som så kunne gøre, hvad der skulle gøres.
Da han kom ned på værkstedet, forklarede han mekanikeren, hvad der var galt og hvad der skulle gøres. Mekanikeren gik en tur rundt om bilen og sagde så: "Du har skiftet det forkerte hjul". :)
Fair nok - han var en god fortæller. Historierne skulle så bruges til noget med, at lampen i bilen var troen på Gud og man skulle servicere den en gang imellem. Det var så den religiøse vinkel, som jeg jo ikke helt forstår.
Efter hans prædiken gik man over til en slags konkurrence. Igen blev der spillet musik og øvelsen gik nu ud på, at alle startede med at stå op.
Musikken gik i gang - masser af vellyd. Man kunne sætte sig ned, når man ville, men dem der holdt ud længst, var angiveligt vinderne?
Igen var der angiveligt en religiøs vinkel på det, men hvordan reglerne er, ved jeg ikke. Anne og jeg var i hvert fald hurtige i sædet igen. Herfra kunne vi så betragte hvordan folk faldt fra en for en og til sidst var der få, men meget seje personer tilbage, som stod med bøjet nakke og hænderne over hovedet og gyngede fra side til side. De var faktisk så sejlivede, at præsten til sidst brød ind og bad dem sætte sig.
Derefter var der kun formalia tilbage. En indsamlingsbøsse gik rundt og vi smed nogle pund, som tak for oplevelsen. Vi kunne derefter have nydt kaffe/te og kage, men valgte i stedet at forlade kirken.
Alt ialt var det en stor oplevelse. Bagefter var vi i tvivl om, vi havde været på besøg hos en metodistkirke eller tilsvarende. Men nej, et opslag på kirkens hjemmeside viste, at det var en helt klassisk engelsk kirke og således også en helt klassisk engelsk gudstjeneste. Så lærte vi det
Don Pasquale
Vi gik videre til Don Pasquale, som på denne tur endte med at være et fast udgangspunkt. Vi fik en kop kaffe kaffe og gik derefter op til det store indkøbscenter, hvor jeg købte en lille rejsetegnebog.
Anne gik videre for at finde en kjole til om aftenen. Jeg manglede ikke en kjole, så jeg opsøgte i stedet et sted, hvor jeg kunne få frokost -"All Bar One". Anne stødte til kort derefter, da der ikke var noget, der var faldet i hendes smag.
St Edmunds
Kl. 16 mødtes vi med Karl, som viste os op på St Edmunds College. Det er det college Karl er studerende på. Colleges fungerer på den måde, at de sørger for alt det praktiske omkring de studerende. Det være sig bolig, bespisning, vejledning, tøjvask, rekreative fornøjelser o.m.a. Alle studerende på de forskellige colleges, går dog til de samme forelæsninger.
St Edmunds er et mindre college, men med de lidt mere modne studerende. Det lå i smukke omgivelser med store flotte bygninger. Karl viste os rundt og vi fik også set parken, der omgiver stedet. Vi fik naturligvis også set hans værelse, det fælles køkken og biblioteksbygningen.
Det var også tydeligt for os, at han var lidt træt. Han var kommet hjem kl. 04 om morgenen efter byturen sammen med Gustav. De havde faktisk været på det værtshus, som vi forlod, da det blev lavet om til diskotek. Så de var gået til den.
Vi aftalte med Karl, at han kunne tage sig en powernap. Anne og jeg ville i stedet gå ned på et nærliggende værtshus, The Punter. Her kunne Gustav finde os og Karl ville så komme lidt før, vi alle skulle gå videre ned til St Johns til arrangementet.
The Punter
Det var et lille værtshus/spisested, som var opdelt i 3 sektioner. Bar og restaurant, gårdhave og så endnu et lokale. Anne og jeg placerede os i gårdhaven og købte et par øller.
Bag os sad et mindre selskab. De var tydeligvis lokale og en af dem var klædt som en jagtmester - altså kasket, brunternet blæser, med tilhørende ternede bukser. De var ret fulde og ganske højlydte. Som Anne sagde, det var den slags typer, som Ben Jones i Barnaby, gerne ville have skovlen under. Det passede meget godt. De virkede både arrogante og fulde, men skabte altså også lidt underholdning for os.
En ung ranglet mand i ulasteligt jakkesæt kom ud fra det andet lokale og henvendte sig til mig. Han tiggede en cigaret. Ikke ydmygt og spørgende, men på en underlig offensiv og bedrevidende facon, noget i stil med: "May i have a cigaret if it isn't to much to ask.". Anne blev irriteret.
Jeg elskede det, for det var altså sjovt og selvfølgelig kunne han få en cigaret.
Omkring kl. 18 stødte Gustav til. Mørket havde sænket sig, temperaturen var faldet til frysepunktet og der var helt vindstille. Det var en fantastisk aften og man sad godt udenfor.
Karl dukkede op kort tid derefter og fik sig en hurtig varm kop kakao, før vi satte kurs mod St Johns. Her skulle vi møde Karls venner, som kunne give os adgang til arrangementet.