Onsdag d. 18 juli
Onsdag morgen stod vi op ved 5-tiden. Det første vi kunne konstatere var, at den tysker der dagen før lå ved tankanlægget var sejlet afsted. Således kunne vi nu få tanket og tage den sidste tørn mod fastlandet.
Efter morgenkaffe og morgenmad sejlede vi over til tankanlægget og påbegyndte tankningen.
Havnefogeden stod på kajen og med det samme jeg trykkede på "dieselpistolen", stod der diesel ud i havnen. Lidt sulfo klarede umiddelbart problemet i vandet, men vi havde jo et større problem - vi kunne ikke få tanket!
Mekaniker 1
Jeg gennemgik hele brændstofsystemet for at se, om jeg kunne finde en årsag til overløbet. Det kunne jeg ikke. Alt var som det skulle være og det burde bare fungere?
Jeg turde dog ikke gentage øvelsen og tilkaldte derfor i stedet en mekaniker, som måske havde mere viden om tingene.
Heldigvis dukkede han op ½ time senere. Til gengæld var han efter en gennemgang lige så uforstående som mig. Hans eneste bud var, at en overløbsventil var blevet aktiveret af trykket fra dieselanlægget. Vi gjorde derfor et nyt forsøg, hvor jeg tankede meget forsigtigt. Det lykkedes og endelig kunne vi komme videre.
Vind!
En god ting denne dag var, at der var kommet vind. Vinden kom fra nordvest og med vel 6-8 m/sek. Det var ikke helt optimalt, da vi den således kom imod os. Med et enkelt kryds, kunne vi trods alt nå forbi Læsø og derefter var vinden gunstig.
Det var vidunderligt at få sejlene op. Vi fik både god fart og kunne endelig nyde den stilhed der er, når man kan lukke af for motoren. Nu var vi rigtigt i gang.
Motorproblemer
Et par sømil før Frederikshavn Marina strøg vi sejlene og startede motoren. Det gik allerede bedre end dagen før - nogle rurer måtte være faldet af? Naturligvis kom vi til at opleve flere af Stenas færger på vej ind og ud, samt en Læsøfærge, så jeg måtte presse motoren lidt for ikke at skabe problemer for dem.
På et tidspunkt gik Anne under læ. Hun kaldte dernedefra at hun "fornemmede noget der røg"! Vi åbnede til motoren og ganske rigtigt, der stod en stor sky af hvid røg op fra motorrummet!
Nu var gode råd dyre!. Motoren blev slukket og forsejlet sat. På den måde kunne vi komme i havn. Jeg var dog slet ikke rolig ved tanken om at skulle gå i havn for sejl - det manglede jeg erfaring med båden til. Ved indsejlingen til havnen, strøg vi igen sejlet og tændte for motoren og lod den gå i næsten tomgang. Jeg håbede, at den kunne bringe os ind på den måde.
Heldigvis varder masser af pladser. Yderst var der en såkaldt "færgeplads" ledig. De betegner, de pladser der er beregnet til de største lystbåde på den måde. Pladserne er således ikke tilegne Maxi 84ere. Vi måtte bare ind, så vi kunne få slukket motoren, så "færgeplads" eller ej - pladsen blev vores redning.
Problemet
Da vi var lagt til, efterforskede jeg problemet. Det tog ikke lang tid at konstatere at det var ferskvandssystemet til køling, der var tømt? Det var vandet, der havde skabt røgen. Således var det var damp og ikke røg der kom fra motoren. Det var et relativt godt tegn. Det var stadigvæk underligt, at jeg ikke var blevet advaret af en alarm og lige så underligt var det, at jeg faktisk havde kontrolleret vandstanden to dage tidligere? Alt tydede derfor på en lækage og en defekt alarm.
Mekaniker 2
Vi måtte på den igen. Vi fandt med lidt besvær en mekaniker i byen, som havde specialiseret sig i Volvo Penta motorer - Brian. Desværre havde han meget travlt og kunne først komme næste formiddag. På den anden side set, havde vi heller ingen planer om at skulle videre samme dag. Så det blev aftalt.
Bil og spisning i Frederikshavn
Anne og jeg besluttede at vi nu havde lejlighed til at få købt de ting, vi havde manglet. Ikke langt fra, hvor vi havde parkeret bilen om søndagen, lå der en stor Føtex. Den havde åben til kl. 21.
Så turen gik nu ind til byen, hvor vi først ville have noget at spise og derefter ville vi handle.
Autisme
Restaurant Firenze var ikke en del af vores overvejelser denne gang. I stedet landede vi på Restaurant Valentino, som bla. tilbød Fish & Chips og udmærkede sig ved, at man kunne sidde ude under skyggefulde parasoller.
Betjeningen var søde og effektive. Men vi ventede blev vi underholdt af en lille svensk familie, hvor moderen havde en nærmest autistisk tilgang til gebyrer. De var i færd med at betale, men moderen protesterede over et gebyr på betaling med deres kort. Den diskussion kom til at tage meget lang tid og der kom efterhånden nyt personale med højere og højere anciennitet til. Til sidst stod indehaveren der og tilbød, at han ville trække gebyret fra regningen. Det var dog ikke en løsning, som moderen var tilfreds med og tingene blev tiltagende højlydte.
Til sidst rejste faderen sig og forlod restauranten med ungerne.
Det fik endelig moderen til at besinde sig og betale. Om hun så fik sine 3 kroner retur eller ej, vides ikke?
Vi fik et dejligt måltid og forlod restauranten mætte, glade og tilfredse.
Tæpper og
Vi fik provianteret og desuden købt bl.a. tæpper, så vi endelig kunne sove varmt igen.
Vi tog Annes bil tilbage til marinaen og følte for første gang, at vi var ved at have greb om tingene. Det også på trods af en defekt motor. Hvad var det værste der kunne ske? En større reparation måske? Købsprisen havde været så lav, at der var masser af råderum til den slags, selvom vi da helst ville undgå ekstraordinære udgifter.
Seafood
Jeg må erkende, at jeg på baggrund af mange erfaringer, har stor skepsis i forhold til en del ting her i livet. Min erfaring siger mig bl.a. at restauranter der er anlagt i forbindelse med hoteller og marinaer ofte lever mere af at de ligger tilgængeligt, end af deres færdigheder med maden. Således lå restaurant Nerd i Frederikshavn Marina. Min forudindtagethed, havde tidligere fået mig til at afvise den som et potentielt spisested.
Ved 9-tiden gik Anne og jeg i bad. Jeg var hurtigt færdig og besluttede mig for at tage en øl i restauranten, som lå lige ved siden af havnens bade. mens jeg ventede på Anne.
Mens jeg sad der, så jeg maden blive båret ud til de spisende gæster. Vi havde jo lige spist aftensmad, men alligevel løb mine tænder i vand, da jeg så retterne. Specielt en ret gjorde sig rent visuelt. Det var en lille trækasse, som var inddelt i tre lige store dele dele. En del fyldt med krabbeklør, en anden med jomfruhummer og så til sidst en del med pillerejer. Dertil hørte brød og "dyppelse". Det så bare så godt ud og hele kassen var beregnet til en person!
Maden bestemmer
Da Anne kom fra badet, bænkede hun sig også med en øl og det tog os ikke lang tid at blive enige om, at vi ville blive i Frederikshavn et døgn mere uanset, hvad løsningen på motorproblemerne endte med at være. Den her ret måtte vi bare smage.