Scarborough er en af Englands store kyst-feriebyer. Vi kendte kun byen fra sangen og vores kort. Vi havde primært valgt den, fordi den lå i nærheden af "Aidensfield", men det viste sig senere at være et overraskende godt valg.
Vi vågnede i Nottingham, stod op og spiste morgenmad blandt utallige ferierende japanere. Jeg kørte i elevator med en af dem, som udviste en stor interesse - og indsigt i - anvendelsen af elevatorens forskellige knapper til dør luk, åben, op, ned o.s.v.
Da vi havde spist pakkede vi vores ting og gjorde klar til afrejse. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde sat pris på at have den kørefri dag. Men nu skulle vi igen ud i den venstreorienterede trafik, så nu var afslapningen ovre i den omgang.
Vi forlod hotellet og gik ned til bilen i p-huset, hvor vi læssede bagagen. Da vi kørte ud, ville bommen ikke åbne sig. P-billetten drillede, så jeg måtte bakke og tilkalde assistance fra en behjælpelig p-vagt. Det viste sig, at den specielle rabat vi fik på hotellet betød, at billetten skulle betales i en automat inden udkørsel - ikke som normalt ved bommen. Vi betalte glædestrålende ca. 170,- kroner for de 2 døgn og kørte ud i den pulserende trafik - nu med hjælp fra den nye GPS. Den skulle snart vise sit værd.
I modsætning til da vi ankom til byen, ledte den os nemt og bekvemt gennem bytrafikken og nordpå uden svinkeærinder.
Motorvejen nordpå var fin, så det var ganske afslappende at køre. Vi fik derfor også lejlighed til at nyde omgivelserne og landskaberne under vejs - herunder bl.a. også et stort, kendt atomkraftværk. Sådan et havde ungerne aldrig set før.
Køreturen tog ikke mere end 3 timer. Da vi kørte ind i Scarborough, bemærkede vi med det samme, at personerne i bybilledet så helt anderledes ud, end i Nottingham. Alt virkede fattigere og mindre overskudsagtigt. Mange huse var forfaldne og dårligt vedligeholdte. Malerisk - selv i gråvejr
Til gengæld blev vi totalt betagede, da vi ankom til vores lille hotel. Det lå med udsigt ud over byens nordlige bugt oppe på en 40 meter høj klint. Hotellet var en af flere gamle 3-5 etagers ejendomme som lå på Blendham Terrasse. Selv ungerne måtte ud af bilen, så snart vi holdt stille, blot for at opleve stedet. Vi bemærkede også med det samme de markante mågeskrig, som vi har hørt gengivet i "Små og store Synder", når handlingen er henlagt til Whitby eller Scarborough.
De er bl.a. så markante fordi antallet af måger er ekstremt højt. Byens nordlige og sydlige bugt adskilles af en markant klint, der ud over at huse en fantastisk ruin også er hjemsted for tusindvis af mågereder.
Værten tog imod os i hoveddøren og viste os op på værelset. Møblementet var gammelt men ganske charmerende og udsigten - ubeskrivelig.
Da vi havde sundet os, nogen badet, andre vasket, gik vi ned i byen for at se, hvad den kunne tilbyde. Det var en speciel oplevelse. utallige gamle mennesker og rigtigt meget "White Trash". Sidstnævnte er en nedladende betegnelse, man ofte hører brugt om en meget stor gruppe fattige englændere med massive sociale problemer.
Vi havde ikke spist frokost, så vi gik på jagt efter en restaurant, hvor vi kunne stille vores sult. Det viste sig dog svært at finde et godt spisested. De fleste steder var enten fyldt med gamle pensionister i countrydress, punkere, eller overtatoverede mærkværdigheder.
I stedet fik vi blandt andet kigget lidt i nogle butikker, der havde specialiseret sig i computerspil. Noget specielt for disse butikker var, at de ikke alene solgte brugte konsoller, men også brugte spil. Karl købte et billigt wrestlingspil til PS2.
Senere måtte vi, belært af gårsdagens blå oplevelse, ind i Poundland og indkøbe 2 styk umbrellas.
Da klokken nærmede sig 17, havde vi stadig ikke fundet et brugbart spisested. De steder vi gerne ville ind på, åbnede først lidt senere. Så mens vi ventede, gik vi på pub med ungerne, hvor vi fik øl og sodavand. Gustav nyder den indiske kylling, lam m.m.
Dernæst begav vi os ned på en hyggeligt udseende indisk restaurant (Scarborough Tandoori). Vi var de første kunder i butikken, så vi blev overdænget af velvillige, men også meget reserverede tjenere.
Vi startede med naan - sprødt chipsagtigt brød - med forskellige slags dip. Til hovedret bestilte Karl og far restaurantens stærkeste ret - en superstærk lammegryde.
Tjeneren advarede os med himmelvendte øjne og gentog flere gange: "Please don't order - it's very, very hot!" Mor og Gustav var klogere og bestilte tandoori fisk og mixed grill. Tjeneren blev nærmest lidt fornærmet over, at "Lille Karl" bestilte husets mest maskuline ret. Han måtte dog anerkende drengens evner, da han kunne se, at der blev spist op.
Min næse løb i snot og jeg havde det forfærdeligt - men jeg spiste altså også op og drak en del indiske øl, der stort set smagte af ingenting.
Til slut fik vi dessert. Mor fik kaffe, Karl pistace-is, Gustav jordbær-is, og far kokosnøddeskal med vanilieis.
Det var faktisk en rigtig god restaurant, som (varmt) kan anbefales.
Hjemme på hotellet overlod vi ungerne for sig selv på værelset. Anne og jeg gik ned og satte os på på en regnvåd bænk, hvor vi nød den fantastiske udsigt, mens vi brød alle regler og røg en indkøbt cigaret.
Da vi senere kom tilbage til hotellet, bestilte vi værelse på næste hotel, som skulle være vores udgangspunkt, når vi om 2 dage skulle besøge Stonehenge og Midsomer-land.
Hotellet var småt og vi var sikkert under 10 gæster i alt. Der var således kun åben bar, når værten alligevel kom forbi. Men efter en del forsøg og overvindelser lykkedes endelig for Gustav at få kontakt til ham, så han og mor endelig kunne købe snacks og hvidvin.