Flyveturen havde været præget af blå himmel og maleriske vatagtige skyformationer. Det så meget sommeragtigt ud.

Hernede på jorden, et par timer senere,  var forholdene nogle ganske andre - vejret var blevet en tand mere fugtigt, så det blå var nu blevet grå og de flotte vatskyer, var blevet til tunge, mørke regnskyer. Det er vel typisk engelsk?

Det gjorde nu heller ikke så meget, vi sad jo i en bil - så det var mest den visuelle oplevelse, der "tog skade".

Under vejs på landevejen mellem Cambridge og Nottingham fandt vi en primitiv rasteplads, hvor vi holdt ind i silende regn for at orientere os på kortet.

Mens vi mere eller mindre desperate sad og forsøgte at finde ud af, hvor vi var, bankede det pludselig på ruden. Jeg rullede ned, og en englænder spurgte høfligt, om vi kunne hjælpe ham med at finde vej til et-eller-andet. Så det var åbenbart ikke kun os "fremmede", der havde problemer. Han grinte lidt, da vi fortalte ham om vores egne problemer og kørte videre.

Nottingham

Nottingham er en relativ stor by, lidt som Århus, så vi fandt den trods alt uden de helt store problemer. Det skulle snart vise sig, at det var langt sværere for os at finde det hotel, vi havde bestilt værelse på.

Jeg tror, vi krydsede byen 3-4 gange, før vi besluttede at spørge om vej. Et lille stykke uden for byens mest pulserende center, parkerede jeg bilen i en smal gade. Anne og jeg efterlod ungerne i den aflåste bil, mens vi gik ind i en lille forretning - et apotek - for at spørge om vej.

En indisk udseende mand var i færd med at ekspedere en kunde. Ude i forretningen sad en gammel kone på en stol - det var ikke en kunde, snarere en mor, eller en svigermor. Desuden var en noget yngre kvinde ved at støve hylder af i den lille butik.

Vi spurgte om vej, og forsøgte at få dem til at vise os vejen på vores kort. Dog uden succes. I stedet fik vi en hel masse "Turn left", "Turn right", "Biig building on the left", "Police station on the...", "Cinema" o.m.a. Alt indlevende udtalt med syngende indisk accent.

Da det var tydeligt, at apotekerfamilien mente, at vejen til hotellet nu næsten måtte være bøjet i neon foran os, takkede vi farvel - næsten mere forvirrede end før.

Idet vi gik ud af forretningen, kunne vi høre et af storbyens mange vartegn - en bilalarm, der varskoede om et område plaget af mange tyverier og indbrud.

Det gik dog hurtigt op for os, at der var mere "ind-med-4-toget" over situationen, end egentlig kriminalitet. Det var vores egen bils alarm, der hylede, fordi vi havde låst børnene inden i bilen. Da vi kom ned til den, kunne vi se et par slukørede drenge, der forsøgte at sidde helt stille på bagsædet. Jeg havde ikke været klar over, at det moderne vidunder også var udstyret med en alarm, der automatisk blev slået til, når bilen blev låst.

Så det var et par ganske fornærmede unger, der fortalte, at det faktisk var anden gang, alarmen var gået. De tog det dog pænt, selv om de selv beskrev oplevelsen som: "PINLIG!".

Vi forsøgte at køre ind i bymidten, så godt vi kunne efter den indiske beskrivelse. Efter nogle stressende minutter fandt vi et p-hus, hvor vi kørte ind og efterlod bilen. Jeg vurderede, at vi nu måtte være tættere på vores "centralt beliggende hotel". Her burde der således være håb for, at vi kunne få en kortere beskrivelse til the Holliday-in Hotel. På en Starbucks gik det op for os, at vores p-plads, lå under 100 meter fra hotellet. Det viste sig endda, at det valgte p-hus oven i købet var et sted, som vores hotel henviste deres gæster i bil til at benytte. Lidt heldig har man jo lov til at være en gang imellem.

Holliday-In i Nottingham

Hotellet lå så centralt man næsten kan forestille sig det. Det var moderne og med de faciliteter man kunne ønske sig. Der var en lounge, hvor man kunne sidde og drikke en pils, mens man kiggede på byens pulserende liv, gennem de store facaderuder. Værelset lå på 3 etage og man kunne komme derop i en "glas-elevator", med udsigt over pladsen foran hotellet.  Værelset var fint - småt til 4, men sådan er det jo.

På alle de værelser vi lejede i ferien, var der el-kedel, kopper og pulverkaffe, te og chokolade. Det var en god (gratis) service.

Vi blev faktisk så tilfredse med stedet, at vi kort efter ankomst bad om at få endnu en dag. Det var dog lidt (unødigt) besværligt at få på plads. I følge portiererne var alt udsolgt den følgende dag. Jeg vidste til gengæld, at måden jeg booker hotel på, giver os billige priser i forhold til normaltaksten. Jeg fornemmede, at det var det, der var problemet. Derfor indvilligede jeg i, at såfremt de kunne skaffe os endnu en overnatning, ville vi betale normalprisen. Vi udvekslede telefonnumre med pigerne. Vi ville derefter blive kontaktet, hvis "det usandsynlige" skulle ske, at der dukkede et afbud op.

Hotellet havde et samarbejde med et par restauranter, der lå i samme bygningskompleks. De anbefalede os bl.a.  en italiensk restaurant (ASK), der lå lige omkring hjørnet.Vi fulgte rådet og gik trætte derind ind, for at få stillet vores sult.

De spillede høj musik, hvilket viste sig at være normalt for mange af de restauranter, vi kom til at besøge herovre.

Caption

Maden var rent ud sagt elendig. De indbagte pizzaer var bløde som karklude og alle pizzaerne drev af olie. Det var ikke nogen god start på restaurantbesøgene i UK. Vi gad nu ikke brokke os - der var ingen grund til at ødelægge feriestemningen, på grund af sådan noget.

Anne fik også løst et problem med at finde en lokalitet, hvor der kunne indkøbes "krigsmaling". Den unge kvindelige tjener anbefalede en butik (Superdrug) i nærheden.

Da vi havde spist ringede min telefon. Det var hotellet, der glædestrålende kunne fortælle, at der var kommet et afbud. Derved fik vi mulighed for at bruge hele den følgende dag i "Robin Hood's hjemby", uden mere udsigt til forvirrende bykørsel. Det var slet ikke så dårligt. Vi var alle dødtrætte efter de mange indtryk og oplevelser, vi havde fået på denne første rejsedag i vores ferie.

Derfor gik vi glade tilbage på hotellet og ordnede formaliteterne omkring værelset, og til sidst op og på hovedet i seng.