Onsdag d. 25 juli
Denne dag blev dagen, hvor jeg fik både turens værste oplevelse og turens måske største oplevelse.
Tommy
Om morgenen stod jeg først op. Jeg havde sat kaffe over og lidt efter stødte Anne til. Jeg tog min computer med op. Jeg ville lige se, hvad der skete i verden.
Da jeg gik ind på MagaCin.dk's hjemmeside, fik jeg chokket.
Sagen er, at jeg har skrevet for MagaCin.dk i snart 3 år. Tommyer der ejer MagaCin sammen med Jes, er en enstående person, som også er blevet min ven. Han er et sprudlende festfyrværkeri af galskab, energi, sjov og ballade. Tommy har desværre også været plaget af alvorlig sygdom. Kræft har forsøgt at gøre det af med ham, men han har snydt den hver gang.
Chokket
På MagaCin.dk's forside stod der nu, "MagaCin er i sorg". Ovenover var der et billede af den dejlige, tåbelige, voksne dreng som Tommy var. Jeg behøvede ikke at læse artiklen. Jeg vidste, hvad det handlede om og jeg brød rent ud sagt sammen.
Anne kunne slet ikke forstå, hvad der skete og troede i første omgang det handlede om familien. Det gjorde det ikke, men det her chok kom alligevel til at fylde på turen. Heldigvis formåede jeg også at lægge det bag mig og holde fokus på vores fælles ferie, så vi kunne fortsætte med vores dejlige tur. Jeg kunne dog ikke forhindre, at det dukkede op igen og igen, når der var lejlighed til at sidde og fundere over tingene.
Dagen gik og jeg må erkende, at der var ikke meget energi tilbage. Jeg tænkte på Pia og døtrene. Jeg tænkte på drengene på MagaCin. Jeg vidste, at de havde rigeligt at se til, så jeg ville heller ikke begynde at ringe rundt og gøre tingene værre for dem.
Ole og Per
Om aftenen besluttede vi, at vi igen ville besøge Skovgaard Raaling. Stedet så for godt ud til, at vi bare ville opgive vores forehavende. Denne aften var der jo heller ikke levende musik, så vi vurderede, at det ville være lidt nemmere at få et bord.
Ankommet til stedet mødte vi dog den nedslående besked, at alt igen var optaget. En meget sød servitrice beklagede, men de var underbemandede og der måtte ikke komme flere gæster ind.
"En øl kan vi vel få?" spurgte jeg.
Det kunne vi bestemt og vi bænkede os ved et bord i et hyggeligt hjørne udenfor. Her sad der foruden os et par herrer i seniorklassen.
Anne og jeg diskuterede lidt frem og tilbage, hvad vi så skulle gøre. Rottehullets restaurant var lukket for gæster, da de fejrede værtindens 60 års fødselsdag. Så der var kun det samme pizzeria tilbage, som vi allerede havde spist på aftenen før. Vi blev derfor enige om, at vi ville forsøge at købe fisk i brugsen og så selv lave mad.
Pludselig henvendte en af de to herrer sig. "Vi sad i den samme situation, men der er nogen ved et bord, som er ved at være færdige og de har tilbudt os deres bord". Det gav jo fornyet håb.
Vi faldt i snak med de to. De var kommet sejlende fra Hobro. Jeg havde en kammerat, der lærte mig at sejle fra samme havn, så det var helt oplagt at spørge: "Kender i Jesper XXX?".
"Ja", lød det. "Han er faktisk en af vores meget gode venner". "Men sig mig, er du ikke Ole Mose".
Et splitsekund derefter udbrød jeg, så alle gæster på restauranten vendte sig om: "Hold da kæft! Ole og Per!!!!". Jeg fornemmede det skabte latter i hele restaurnaten, men jeg ænsede det ikke helt.
De to brødre var en del af min omgangskreds for 35-40 år siden. Vi har drukket sammen, hygget sammen, været på ture sammen, ja alt muligt. Pludselig sad vi her. Årene er gået og så falder man i hak sammen. Meget måtte fortælles og berettes efter alle de år. Det blev det og vi havde en rigtig hyggelig aften, som endte med en øl i deres nye båd. Det var fantastisk og uforglemmeligt.
Således endte det med at være blevet en dag med fuldt gear på hele følelsesregisteret. En både meget trist dag og en helt fantastisk dag. Hou kan noget helt specielt må jeg erkende, selv om jeg gerne ville have nøjedes med at møde Ole og Per og i stedet at blive ringet op af Tommy, der ville sige "Skal du ikke snart til at skrive!?!?".