Efter først at have kørt 150 km. for at deltage i Faster Marne's 80-års fødselsdag på Struer Vandrehjem, fortsatte vi videre mod Schleswig kl. 16:30 bagom Holstebro, Herning og til Vejle. Det småregnede lidt på turen, men ellers gik det glat.

På Seehotel Töpferhaus
På Seehotel Töpferhaus

Vi ankom til Schleswig ca. 20:00. Hotellet var lækkert og lå ved skov og sø. Vores værelser lå ved siden af hinanden og med egen udgang til en lille terrasse og en stor park.

Vi spiste inde på restauranten i trykkende hede. Vi måtte helst ikke sidde ude, på grund af truende regnvej. Vi sad meget varmt, men også meget flot ved vinduet med udsigt ud over søen. Karl og Anne fik en ret med aubergine, tomat og ost, Gustav kyllingeret og jeg en steak. Dertil kølige små fadøl og sodavand.

Efter spisning
Efter spisning

Efter hovedretten satte vi os alligevel ud på terrassen foran. Her fik Karl dessert og vi andre lidt at drikke. Hotellets have var enormt "velpudset". Der groede rottetrapper op langs muren, og stier, trapper og hække gjorde det hele komplet.

Varmen blev mere og mere trykkende og til sidst begyndte der også at falde nogle meget tunge dråber. Humøret var højt og vi gik sammen ned på værelserne. Karl ville tage nogle billeder og ville derfor hente fotostativet i bilen. Anne og jeg gik i seng og kort efter blev den trykkende hede afløst af et gedigent tordenvejr.