Det var morgen på det lille hotel. Jeg vågnede allerede kl. 7 og morgenmaden blev først serveret kl. 9. Jeg forlod derfor hotellet og strejfede lidt rundt i den sydlige del af Blackpool. Både for at se på omgivelserne og derudover også bare for at få tiden til at gå. Selv om jeg aldrig nogensinde havde været i byen før, så kendte jeg alligevel nogle af gaderne. Det var Google Maps fortjeneste.
Få hundrede meter fra hotellet lå en megastor forlystelsespark, der får Tivoli, Bakken og diverse sommerlande til at ligne små parklignende legepladser. The Big Dipper (en enorm rutsjebane) rejste sig truende inde bag indhegningen. Omkring hele parken lå der et væld af boder, hvorfra der i dagtimerne sælges is, pølser, burgere, souvenirs og meget andet. Det hele virker lidt slidt. Hvor Las Vegas har et glimmerudseende, har Blackpool, der på mange måder byder på de samme typer forlystelser, et mere oldstyle træ/tjære/maling-look, hvis det giver mening.
Byen ligger langs kysten mod Irland. Kystlinien er markeret med en mange kilometer lang betonmur, hvorfra der strækker sig 3 markante piers ud i vandet: The Southern -, the Middle -, and the Northern Pier. De er alle funderet på enorme og markante trækonstruktioner, der er banket ned i havbunden. På de to første piers er der forlystelser i form af små tivoliparker og på den sidste - Northern Pier - er der musikhus/festivalplads.
Langs kysten løber en stor vej, der danner hovedfærdselsåren i byen og parallelt med den løber byens 1 mia. kroners nyrenoverede sporvognsbane med moderne togsæt fra Bombardiers. Lidt ærgerligt, at de i april udskiftede de gamle dobbeltdækkere med disse nye tog. Jeg vil gerne have prøvet at køre i dobbeltdækkersporvogn.
Hjemme på hotellet var Anne vågnet - efter jeg havde brygget kaffe og serveret den på morgenkvisten. Vi snakkede om, hvorvidt vi kunne klare yderligere 4 overnatninger på det lille værelse. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke kunne lade sig gøre. Samtidig stod vi så også med det problem, at værterne jo lever af deres gæster. Havde det været en stor kæde, eller blot et hotel med mange værelser, havde vi ikke spekuleret så meget i det. Men her var der jo tale om et lille hotel med få værelser og et hårdtarbejdende par, der sikkert kæmper en daglig kamp for at få tingene til at hænge sammen. Vi havde booket 5 overnatninger og havde nu besluttet at finde et alternativ. På den måde ville vores værtspar miste penge på vores ubeslutsomhed.
Med hotels.com fandt vi hurtigt et værelse i byen, hvor der var mere plads. Det var på Hilton, der lå lidt nordligere end the Northern Pier.
Kl. 09 blev der serveret traditionel engelsk morgenmad bestående af kaffe/te, toast, spejlæg/scrambled eggs, skinke, pølser, baked beans, juice o.s.v. Det var vores vært, der stod for tilberedningen, som absolut var i orden. Der var kun én gæst på hotellet foruden os, så meget skulle sættes i sving bare af hensyn til os.
Da vi havde spist, snakkede jeg med Shirleys mand om vores problem. Han blev rigtig ked af det - nok især det, at vi havde valgt et andet hotel. Snakken faldt hurtigt på pengesiden, som er ret svær at overskue, fordi hotels.com også er en del af menageriet. Vi blev enige om at pakke tingene ud i bilen og vente på, at Shirley dukkede op - det var trods alt hende, der stod for det administrative. Det viste sig, at hun var gået i banken, så vi måtte vente lidt tid. Senere gik det op for os, at hun var nede for at hente kontanter, så hun kunne tilbagebetale os penge. Vi havde forudbetalt hotellet gennem hotels.com, men hotellerne får først deres del af betalingen næsten 1 måned efter opholdet.
Da vi kort efter stod inde i baren og snakkede med Shirley, ville hun således til at betale os 4 overnatninger tilbage, hvilket vi dog afviste. Det var lidt den omvendte verden, men vi pressede på, for at vi delte de sidste dage, så vi blot aflyste 2 overnatninger. Derudover ville vi klare det gennem hotels.com, så der ikke skulle "flyde" kontanter mellem Shirley og os.
Værtsparret var lettede over den udgang, selv om de også var kede af, at vi forlod stedet på den måde. Ungerne var kede af at skuffe værterne - det snakkede de en del om på turen. Men vi kom ud af det på en ordentlig måde, som alle kunne være tilfredse med.
Skal jeg til Blackpool igen, vil jeg meget gerne bo hos Shirley og hendes mand, der var nogle meget søde mennesker. Jeg vil helt sikkert leje 2 værelser næste gang, hvis Anne og ungerne er med.
Vi måtte videre og det tog os ikke lang tid at finde det langt mere "forkromede" Hilton Hotel i den nordlige del af byen. Der var en helt anden anden kommerciel stemning over det sted. Første møde var parkeringspladsen, som vi skulle betale ekstra for. Dernæst fik vi et værelse på 7. etage, hvor en af ekstrasengene var alt for lille. Fik et nyt værelse på 3. etage uden ekstrasenge, men til gengæld en baby/kravlegårdsseng. Drengene var ikke helt tilfredse med udsigten til at dele sådan en, så igen måtte vi have fat i receptionen. Problemet blev hurtigt løst og så var vi til gengæld installeret på et godt hotel med plads nok til os 4.
Jeg gik i gang med at fikse de 2 udløbne, men dog nyindkøbte telekort. Det ene kom til at virke efter telefonisk support fra T-Mobile, hvorimod det andet var så gammelt, at det ikke kunne reddes, så det kunne bare skrottes. Vi måtte købe et nyt til Anne eller Gustav i Blackpool.
Kl. 13:30 tog vi med sporvognen til Pleasure Beach. Den forlystelsespark, jeg havde kigget på om morgenen. Sporvognen fungerede helt efter det gamle princip. Der var en vognfører (konduktør) og en vognstyrer - hvis jeg husker ret om titlerne og ansvar? Man kunne købe et dagkort til 2 voksne og 2 børn for 9 pund, så det blev vores standardbillet i Blackpool. Vi fik også kørt en del ture og kom i bekendtskabs modus med især én konduktør - en overtatoveret ung mand, der konsekvent afsluttede alle sætninger med "Lad" (dreng/ven) - noget der viste, at vi var tæt på Irland - "Lad". Han var venlig og hade en sjov humor og en af grundene til at han blev opmærksom på os var, at drengene på et tidspunkt, da der kom et ældre gangbesværet par ind i den fyldte vogn, straks rejste sig og overlod deres pladser til dem. Pludselig var vi i samtale med alle vores medpassagerer og vi blev altså ikke glemt af vores konduktør - "Lad". Godt gået drenge - "Lad".
Ankommet til Pleasure Beach skulle vi nu vælge mellem utallige kombinationer af billetter og turbånd. Vi endte med at købe adgang til parken uden at betale for forlystelser. Billetter kunne vi senere købe i parken.
Da vi skulle ind i parken, blev vi kontrolleret, som skulle vi om bord på et fly. Vi måtte åbne tasker og tømme lommer, gå gennem metaldetektorer o.s.v. Der er meget terrorsikring i UK, og det her var et eksempel på, hvor påpasselige man er.
Da vi slap gennem kontrollen gik vi lidt rundt og Gustav var ved at gå til over de utallige tilbud om rutscheture, gys, spil o.s.v. Nede foran spøgelsestoget gjorde vi holdt og lagde en strategi for besøget. Drengene kunne gå frit rundt og bruge de penge, de havde til rådighed. Anne og jeg gik ned og fandt et bord på et torv, hvor vi kunne få en cola. Vejret var pænt, men med enkelte byger. Ude på den centrale del af pladsen var der et springvand, hvor man kunne gå mellem vandstrålerne. Der var ikke noget bassin. Vandet "forsvandt" gennem fliserne, der var fyldt med huller, så børn og andre vandglade kunne løbe rundt mellem de mange stråler. Ca. hver time begyndte en egentlig vandpantomime, hvor springvandet akkompagneret af musik og lyseffekter begyndte at variere strålernes højde. Da de begyndte med et Michael Jackson nummer, forlod vi stedet og gik videre ind i den enorme park.
Der var ikke så forfærdelig mange mennesker i parken. Skolernes sommerferie begynder først 2 uger senere i England, men skotter og andre folk holder ferie tidligere, og det var nok dem, der gjorde, at vi ikke var de eneste i parken. Vi mødtes sporadisk med ungerne de følgende 3-4 timer. Gustav var begejstret for forlystelserne. Turene var længere, end dem vi oplever i Danmark, simpelthen fordi forlystelserne bare er større. Spøgelsestoget som eksempel tog 5-10 minutter, hvor noget lignende i et dansk tivoli måske kun tager 1-2 minutter - i følge Gustav.
Ungerne havde det herligt, hvorimod Anne og jeg mest sad foran et toilet og betragtede de andre besøgende. Klientellet i Blackpool er helt afgjort "working class". Man skal huske på, at de store traditionelle arbejderbyer Manchester, Liverpool og Birmingham ligger lige syd for byen. Blackpool er en magnet for mennesker herfra, der vil have et afbræk fra en hård dagligdag.
Byen rummer også mange paradokser. Et eksempel på dette var en deprimeret udseende ballonsælger i Pleasure Beach. Han vandrede rundt i timevis og jeg så ham ikke sælge så meget som bare én ballon. På et tidspunkt fangede mit blik hans sko og det var tydeligvis et par Prada sko. Sådan noget sætter fantasien i gang. Sælger han balloner for at købe sine drømmesko, tjener han penge på anden vis, siden han har råd til den slags, er skoene overhovedet ægte...?
Fra Pleasure Beach gik det med sporvognen mod Center Pier. Vi gik lidt planløst op mod byen og ramte endnu et spillested. Ungerne ville lige prøve en automat, hvor de kunne skubbe bægre med forskellige pundsedler ned i en grav, som man derefter kunne samle op. Karl havde øje på et bæger med en 20£ seddel og bingo - snuppede han den. Det begejstrede ikke kun os, men også en ældre mand, der jublede "Look - that boy did it - he took the 20 pound!", eller noget i den stil - han var helt oppe i skyerne.
Efter lidt snak og begejstring gik vi videre og handlede livsnødvendigheder i en Poundworld - herunder barbergrej, vand og en havelampe. Videre til et shoppingcenter, hvor vi købte et telekort til Anne eller Gustav. Da centeret lukkede, kiggede vi ind hos en second hand computer/gadgetshop - et eldorado for tech-gale.
Sulten begyndte at trænge sig på, så vi gik videre i håb om at finde godt spisested. Blackpool har mange forlystelser og man kan få masser af mad. Burgere, Fish and Chips og andet fastfood kan købes overalt i byen. Reelle restauranter er der til gengæld ikke mange af. Derfor tog det også lidt tid før vi endelig fandt Toast, et rigtigt spisested, der dog også - som alle andre steder i byen - tilbød Fish and Chips.
Efter en god og dyr middag på Toast gik vi ned og tog sporvognen hjem til The Hilton. Ved stoppestedet var en ældre og fuld dame ved at falde ned på sporet. Hun blev dog reddet af sine 2 kavalerer, der var næsten lige så beduggede. I glasskuret sad en dreng på vel 8 år med sin lillesøster på vel 1 år i armene. Endnu en søster på 3-4 år græd, mens de talte med en kvinde. Det viste sig, at børnenes mor var forsvundet. Kvinden havde alarmeret politiet og kort efter kom flere politibiler og ambulancer kørende med fuld udrykning. De kørte forbi skuret og ned til en plads ved pieren. Jeg gik over og fik fat i en kvindelig betjent, der kom op og tog sig af børnene og fik dem gelejdet ned til en politibil/ambulance. Men der var mere dramatik. En del politibiler var nede ved stranden, hvor der var ebbe. Kort efter kom de op med en kvinde i håndjern, som senere blev låst inde i bølleburet bag i en politibil. Vi gættede på, at det var moderen. Faderen var blevet tilkaldt og han fik ansvaret for ungerne. Da sporvognen kom, steg han på sammen med os og kørte nordpå med børnene. Det var meget mærkeligt og bekymrende, men vi anede ikke, hvad det handlede om og vi kunne alligevel ikke gøre hverken fra eller til.
Tilbage på hotellet fiksede jeg Gustavs telefon og derefter gik vi alle trætte i seng