Anne havde arbejdet over i ugens løb, så hun kunne komme hjem allerede kl 12:30. Vi pakkede tingene ud i bilen og kørte hjemmefra ca, kl. 13:00. Bilen var tanket, olien tjekket og der var fyldt sprinklervæske på. Jeg manglede kun at få tjekket dæktryk. Det blev klaret i Ødum og så var vi på vej.
De 380 km. blev klaret med et stop efter Kolding og derefter på Hüttener Berge i Tyskland.
Hotellet lå inde i den centrale del af Hamborg. Så det sidste stykke vej var små gader og stræder. Vi fandt dog hotellet uden de store problemer kl. 17:30. Værre så det straks ud med en P-plads. Anne stod ud af bilen og løb ind på hotellet for at få hjælp til at finde et sted til bilen. Imens cirkulerede jeg på gaderne foran hotellet. Pludselig fik Gustav øje på et P-hus, der lå lige over for hotellet. Han smuttede ud, så han kunne fortælle Anne, at vi havde fundet et sted og at hun bare skulle vente. Imens parkerede jeg bilen. Karl blev siddende, mens jeg hentede de 2 andre og så var vi landet.
Inde på hotellet blev vi modtaget af flere ansatte, der straks tog sig af vores bagage og vi blev tjekket ind. Værelset - eller rettere suiten - var fantastisk. Den lå på 4. sal, og der var masser af plads. Det eneste problem var, at børnenes seng var lidt lille. Vores var til gengæld enorm. Derudover var der et stort skrivebord, sofa og lænestole, samt masser af gulvplads.
Jeg konstaterede, at der ikke, som lovet, var internetadgang. Efter et opkald til receptionen blev det klaret.
I og med, vi nu var på plads, var der kun én ting, jeg manglede efter den lange og varme biltur - en kop kaffe. Anne og jeg ville derfor nedenunder på fortovsrestauranten og Gustav ville med.
Kl. 18:30 kunne vi sige: "Nu er vi her". Turen havde således taget 5½ time.
Vi fiskede et kort i receptionen og gik op på værelset og fik os orienteret på kortet. Vi satsede på Colonnaden, en gade, hvor der ligger flere restauranter, man kan vælge imellem. Anne og jeg havde været der for ca. 14 dage siden og der var der rigtigt mange gæster på en hverdagsaften. Denne fredag aften var der dog ikke mange mennesker. Det hele virkede ret dødt. Det var også blevet køligt, så man kunne ikke sidde ude længere.
Vi fandt en Italiensk restaurant "La Pergola Due". Heller ikke indenfor var der ret mange gæster. Vi blev enige om, at det var fordi, feriesæsonen var forbi i Tyskland.
Vi bestilte forretter og hovedretter og drikkevarer. Vi var alle lidt oppe at køre efter den lange tur. Man får en slags jet-lag, når man flytter sig til nye omgivelser, også selv om man ikke letter så meget som én meter fra jorden. Det er i hvert fald vores erfaring.
Anne og jeg havde bestil et miks fra 5 forretter. Vi fik hver en tallerken med nogle kolde strimler gulerødder, lidt broccoli, et par champignon (kolde), lidt rød peber og et par jalapenõs. Gustav fik en lille pande spinat og ost. Det hele var stegt/kogt ned med ost - det var så dårligt tilberedt. Karl fik tomat og mozzarella. Det begyndte ikke godt.
Da hovedretterne kom, fik Karl og jeg pizzaer, hvor bundene var tynde og "karkludsagtige". Gustav havde bestilt en varm skaldyrsanretning med muslinger, blæksprutter og rejer. Han fik nøjagtigt det samme, som han havde fået til forret; nedsmeltet ost over noget ubestemmeligt, der angiveligt var blæksprutter - intet tegn på rejer eller muslinger. Anne var nogenlunde tilfreds med hendes pasta med spinat.
Det sted har ingen eksistensberettigelse, før de får en ny kok! Tjeneren kunne heller ikke helt forstå, hvorfor der ikke faldt drikkepenge af. Jeg ville slet ikke tage diskussionen. Jeg var for træt til at sige tingene på en ordentlig måde - så hellere holde mund.
Så til dig, der læser dette: Kommer du til Hamborg og skal du i byen og spise, så hold dig langt væk fra La Pergola Due på Colonnaden. Alternativt kig godt på de retter, der allerede er serveret til andre kunder. Så kan du få en ide om kvaliteten, eller manglen på samme.
Vi forlod restauranten. Ungerne var lidt visne og jeg var sur. Vi gik ned til for at kigge på livet ved søen. Her gav vi hinanden ord på, at NU ville vi have en god aften.
Vi kiggede lidt på seje biler, samt en enorm Apple Store, der godt nok var lukket, men der gik en del ansatte rundt derinde. Anne var overrasket over deres tilsyneladende høje nørd-faktor. Som hun sagde det, så "havde hun forventet, at de var mere tjekkede". Det var jo en klar fornærmelse, rettet direkte mod mindst to andre i familien. I den gode stemnings hellige navn valgte vi dog at ignorere hende.
Vi gik videre ind til rådhuset, hvor der var opstillet en hel lille kina-by. Der hang røde drageballoner og var opstillet små pagoder og en drageport dannede indgangen. Der var masser af små boder, men de var desværre i færd med at lukke ned, da vi kom.
Vi gik derfor videre ind på rådhuset, hvor der var en udstilling med fokus på Kina/Østen. inde i rådhushallen. Her var der også en gæstebog, som Karl og Gustav satte deres signatur i. Så kan de vende tilbage om 50 år og sige, at dér var vi sammen med Far og Mor".
Ude på rådhuspladsen fangede vi en cykeltaxa - eller rettere, han kom hen til os, der ventede ved hans taxa. Det var en ung og smilende mand, der tilbød at køre drengene hjem på hotellet for 5 Euro. Det behøvede vi ikke at tænke over ret lang tid. Sikke en oplevelse, de kunne få allerede den 1. aften. Så ind med dem, et nøglekort i lommen på dem og så rullede de ud i den mørke storbys gader med retning mod Renaissance Hotel.
Anne så lidt bekymret ud, men der var nu ikke noget at frygte. Cykeltaxaer er nøjagtigt lige så velorganiserede med hensyn til identifikation, tilladelser, kontrol og alt det andet, som gælder for almindelige taxaer. Når der dukker noget nyt op som f.eks. cykeltaxaer, finder tyskerne hurtigt et passende system, så det hele ikke risikerer at ende i kaos.
Hjemme på hotellet rodede jeg med telefonerne, hvoraf kun 1 ud af 4 fungerede. Det viste sig senere, at jeg skulle have tilmeldt dem en speciel service, allerede i Danmark. Det var lidt træls, for de var tiltænkt som en sikkerhedsline, når vi næste dag skulle i Hamburger Dom. Uden telefoner var det ikke sikkert, at vi ville lade ungerne gå alene rundt dernede.
Kl. 22-23 stykker bragede det løs ovre fra Hamburger Dom. Hver fredag aften brænder de en kolossal mængde fyrværkeri af. Vi kunne ikke se så meget fra hotellet. Kun de raketter, der fløj allerhøjest, var synlige over de høje huse foran hotellet. Høre det kunne vi til gengæld og det blev ved i meget lang tid.
Vi delte sengene, så Gustav lå alene i den ene seng, mens Anne og Karl fik kanterne i den store. Ergo var der kun midten (læs: konstant dyne) til mig.