Dagen startede med, at jeg vågnede tidligt. Stedet animerede til, at jeg måtte ud og løbe en tur langs stranden/molen.
Jeg løb først ud forbi Sealife, der er en pendant til Kattegatcenteret og Nordsømuseet. Dernæst løb jeg tilbage, forbi klinten, ned til Southern Bay. Jeg stoppede op mange gange, for at tage billeder af de mange smukke scenarier jeg passerede.
Tilbage på hotellet, blev der serveret morgenmad. Værten stod klar og tilbød os alt fra baked beans over scrambled eggs til bacon og pølser.
Da jeg efterfølgende sad på toilettet, gik det omsider op for mig, hvorfor den indiske tjenere havde sagt - "It is very very hot - please don't order". Det var ikke indtagelsen, der var det største problem, ved den krydrede mad.Værkstedet fra serien
Da alle var klar kørte vi forventningsfulde til Aidensfield (Goathland). Området var imponerende og helt som i serien med enorme mose-områder og lyngklædte bakker.
Da vi kørte ind i selve byen, så vi som det første den lille jernbanestation. Den var "turistet op" og jeg tror slet ikke, den fungerer i praksis.
Vi fik kaffe, cola og souvenirs på Aidensfield Arms, mens regnen silede ned uden for. Personalet var ganske fjendtlige over for såvel børn som turister. Hunde og nødlidende var derimod velkomme. Spørgsmål og fotografier var også en mulighed - mod betaling forstås. Vi skulle have et foto fra baren, så det kostede et par pund.
Dernæst gik vi over til Bernie Scrips garage, som reelt er en souvenier butik, hvilket gælder for stort set alle butikkerne i byen. Indehaveren her var lidt "Vernon-agtig", hvilket sikkert var godt for forretningen? Vi købte lidt småtterier og gik derefter videre til byens torv.
Allerede da vi kørte ind i naturparken, kunne vi se at fårene går frit omkring. De holder tilsyneladende meget af at være i selve byen, så der var alle_mulige_slags_lort overalt. Værkstedet fra serien
Jeg fotograferede Anne og ungerne foran den markante skulptur foran byen. Et par pensionister havde "stjålet" pladsen på bænken, mens vi forsøgte at trække ungerne ud af endnu en souvenirbutik.
Da vi følte vi havde set, hvad vi ville, kørte vi videre til Whitby. Under vejs tankede vi diesel og jeg havde ikke underskrift på mit visa-kort, hvilket var tæt på at blive et problem. Heldigvis havde jeg mit pas med, hvor der heldigvis også findes en underskrift.
Ankommet til Whitby, parkerede vi i centrum. På Gustavs initiativ gik vi ind og spiste Fish and Chips på et rigtigt cafeteria. Fisken er faktisk rigtigt god tilberedt sådan et sted. Igen regnede det, mens vi sad inde. Gustav kaldte det god vejrtiming.
Vi 3 børn fik en is fra en is-bil og mor betalte. Vi gik op langs havnefronten, som var fyldt med spillemaskiner og souvenirbutikker og sågar et lille tivoli. Det virkede ganske særpræget, fordi det var så massivt.
Oppe på en klint stod de hvalkæber, som ofte vises i "Heartbeat", når handlingen forlægges til Whitby. Dem måtte vi også op og se. Vi tog en masse billeder og en flink mand sørgede for, at vi fik et billede, hvor vi alle fire var med. Whitby's vartegn
Da vi kom hjem til hotellet i Scarborough, nappede vi en lille eftermiddags lur. Gustav og mor lavede en masse spektakel, fordi de kunne høre "larm" fra de 2-årige tvillingepiger ovenpå.
Ved 18-tiden gik vi ned og spiste på et pizzeria i byen (Tricolos). Maden smagte godt og var flot tilberedt. Desværre ødelagde et skrigende spædbarn oplevelsen lidt. Det fik os i hvert fald til at droppe desserten og komme videre.
Et gennemgående tema for Gustav var at finde "sære" butikker, hvor man kunne indkøbe skeletpirater og halloween-ting. De fleste butikker var dog lukkede, hvilket var lidt ærgerligt, da der faktisk var en del udstillingsvinduer, som eksponerede de helt rigtige ting.
Vi slentrede videre gennem byens snørklede gader og pludselig åbenbarede endnu en tivoligade sig. Det var stort set som i Whitby - utallige blinkende lamper, casinoer, slikbutikker og forlystelser. Vi var inde og prøve en virtuel rutsjebanetur "in space". Karl lykkedes igen med at "krane" et tøjdyr ud af en maskine. Denne gang en væsel.
Et sted blev der solgt hot-dogs. Det måtte jo prøves. Jeg er sikker på, at man kunne få sig en karriere ved at servere danske hot-dogs derovre. De engelske er direkte vamle. En skindløs pølse i brød, med tilhørende fedtdryppende bløde løg og billig sennep og ketchup til. Jeg tror, det er første gang i mit liv, jeg har smidt en halv hot-dog ud.
Hjem og sidde på verandaen foran Hotellet. Faldt i snak med værterne og deres naboer. Vi lærte bl.a. at skolerne i UK først holder ferie fra ca. 27 Juli og derefter 6 uger frem. Vi havde nemlig undret os over, at vi så børn i skoleuniform.